Kender du typen? Se hvem du aldrig skal invitere, hvis du ønsker tidseffektive, resultatorienterede og nærværende interne møder.

 

1. Tænker-før-de-taler-typen

Når nogle stiller dem et spørgsmål vil de gerne virke kvikke og kompetente. De vil hellere dø end at sidde i bare 10 sekunders stilhed, mens de rent faktisk tænker sig om. Derfor svarer de hellere straks og bruger værdifuld mødetid på at tale sig varme. Og når svaret kommer er det pakket ind i så meget støjende overkommunikation, at budskabet nemt drukner.

2. Off topic-typen

De kan kan blive frygteligt inspireret af deres egne ord. En association fører hurtigt til et job de engang havde, hvilket minder dem om en oplevelse på motorvejen i morges, hvilket får dem til at bruge 4 minutter på at dele en holdning langt fra mødets agenda.

3. Gymnasie-typen

Engang opfordrede deres lærer dem til at sige så meget som muligt for at få højere karakterer. De rakte gladeligt hånden op i tide og utide for at blive hørt. Om de så skulle gentage det, der allerede var blevet sagt. Nu er de voksne, men strategien holder ved. Desværre stjæler de (stadig) taletid fra de mere analytiske stille typer, som ikke kan bidrage med afgørende videndeling.

4. Gentager-typen

De spilder gerne det fjerde punkt på at gentage pointen fra tredje punkt. De skader dermed mangfoldig videndeling. Men de bliver hørt. Igen og igen. Fjerde punkt kunne have givet dig et nyt værdifuldt input, fx om lederens rolle i det effektive møde. Men det blev til en gentagelse i stedet.

5. Den fraværende type

Før de mødtes havde de lige været til et andet møde. Deres hjerner er ikke klar til denne omstilling, og de når slet ikke at blive nærværende i mødet før det er slut. Efter at have tænkt på alt muligt andet og måske endda tjekket deres smartphone undervejs haster de videre til næste møde. I virkeligheden kan man sige, at de aldrig rigtig har været til mødet.

 

Listen kunne være meget længere, men allerede nu rejser den to spørgsmål:

1. Ville der overhovedet være møder på din arbejdsplads, hvis disse typer ikke måtte komme med?

2. Hvordan sikrer du fuldt udbytte af interne møder, hvor ovenstående typer er repræsenteret?

 

Og tre svar:

1. Du kan ikke undgå disse typer. Og med lidt selvindsigt vil du også genkende nogle af dem i dig selv. Jeg kan i hvert fald falde i alle fem kategorier.

2. Du kan kun løse problemet ved at gribe om sagens kerne: For meget snak og for lidt fokus.

3. Løsning: Gør det uncool at snakke meget og skab klare strukturer, der begrænser taletid i dine møder. Afprøv nye mødeformer der skabe eftertanke, nærvær og respekt om jeres ord.

 

Og ja, jeg trækker linjerne skarpt op. Håber dog, at du fornemmer glimtet i øjet. Jeg har vitterligt et (k)ærligt ønske om, at du må få motivation og argumenter til at udfordre den norm, der tillader unødig støj i dine møder.

Næste skridt er, at arbejde med stilheden. Se, hvad bl.a. Finansforbundet og Aalborg Kommune fik ud af at skære støjen fra her.

 

 

 

 

 

Om mig

Bastian Overgaard: rådgiver, foredragsholder, underviser i silent co-creation. Er kendt som ekspert i stilhed og udtaler sig ofte i medierne. Hjælper virksomheder med at skabe effektive møder. Bastian er desuden vært på podcasten TI STILLE - om stilhed og ledelse.