Har du prøvet at sidde i et møde, hvor der bliver talt og talt og talt så meget, at meningen drukner i talestrømmen?

Her er et nyt ordsprog, der beskriver problemet. Tyvstjålet fra den gode gamle “man kan ikke se skoven for bare træer”, som i følge ordnet.dk betyder, at man kan “være så optaget af enkeltdele og detaljer at man ikke kan se helheden.”

Og det er netop problemet med den måde, vi ofte holder møder:

MAN KAN IKKE HØRE MENINGEN FOR BARE ORD.

Vi kommer hurtigt til at fokusere så meget på ordene, at vi helt glemmer at hæve os op og se helheden. Dette kender vi også fra sociale medier, hvor en debat lynhurtigt kan køre af sporet, fordi debatørerne bliver provokeret af enkelte ord, der sjældent har væsentlig betydning for emnet, som debatteres. Tænk blot på de bloddryppende og krigeriske debattråde på facebook om MeToo og Covid19. De ender ofte i meningsløs støj, som kun sjældent bidrager til større forståelse.

Når vi sidder i et mødelokale, har vi dog en fordel, som man ikke har bag en skærm på sociale medier. Vi kan vælge at tie stille. Sammen.

Ved at indsætte korte øjeblikke med fælles stilhed bremser vi ikke blot talestrømmen. Vi skaber ro, plads til eftertanke og ikke mindst en respektfuld følelse af samhørighed med dem, vi holder møde med.

Stilhed giver os mulighed for at hæve os op i helikopteren. Se det hele i et større perspektiv. Og det er her, vi ofte opdager meningen med det hele. Men det kræver, at stilheden aftales og faciliteres, så den ikke skaber utryghed. For hvis der er noget, der kan støje lige så meget som ordforurening, så er det larmende tavshed. Stilheden der bruges som et våben og et undertrykkende magtmiddel.

Nu vil jeg stoppe ordstrømmen. Du har forstået budskabet, så hvis jeg fortsætter, bliver det bare til støj.

Håber, du er blevet inspireret og vil tage det nye ordsprog i brug. Del det i dine egne opslag. Og tag det med i mødelokalet eller den private samtale med ham eller hende, der aldrig trækker vejret og falder over sine egne ord.

For som man altid har sagt: Man kan ikke høre meningen for … 😉

 

 

Om forfatteren

Bastian Overgaard er ledelsesrådgiver, forfatter og key note speaker. Han rådgiver i støjfri mødekulturer med fokus på samarbejde, High Performance Teams og mental sundhed. Han er kendt for sit arbejde med 'strategisk stilhed', som bidrager til mere hjernetid, ro og udbytte af alle medarbejderes viden. Han afholder kurser og team-workshops og er en efterspurgt foredragsholder.