I 2017 blev jeg inviteret med i Pia Lauritzens eksperiment og bog “De udenforstående – kunsten at få alle i tale.”

 

Her blev jeg stillet spørgsmålet:

Hvordan kan man bevare sin nysgerrighed i samtaler?

I tilfælde af, at du ikke har læst mit usandsynligt kloge svar,  kommer det her. (Spoiler Alert: Det handler om stilhed):

Det nemme svar er, at det gør man ved at lytte mere.

Der er heldigvis mere og mere fokus på kunsten at lytte. Og at “lytte højere.”

Men når jeg nu får stillet spørgsmålet, vil jeg anbefale stilheden som katalysator for en større nysgerrighed på hinanden.

Der ligger en enorm kontrolfaktor i det talte sprog. Både som talere og lyttere kan vi bevidst eller ubevidst kontrollere vores samtale med vores ord. Det kan selvfølgelig være, at ordene vækker en nysgerrighed, men vi vil ofte styre modtagerens nysgerrighed i den retning, vi ønsker.

Som udgangspunkt skiftes vi til at tale og lytte, men stilheden levnes ikke meget plads, når vi mødes for at samtale.

Den største empiriske undersøgelse på området viser, at vi i gennemsnit holder ca. et sekunds tavshed i vores dialogskifte. Samme sprogforskning viser, at hvis stilheden varer blot 1,4 til 1,7 sekunder bliver den “åben for fortolkning.” Vi mister noget af kontrollen. Og derfor opleves stilheden ofte som negativ, når den opstår spontant.

Min oplevelse er derimod, at vi kan facilitere et trygt kontroltab ved at samskabe stilheden (Silent Co-creation.) Silent Co-creation handler om at vekselvirke mellem tale og stilhed i vores møder. Både for at give plads til refleksion og en sanselighed, der er hævet over talens kontrol. Og i dette trygge kontroltab kan vi skabe den ideelle ramme for en større nysgerrighed. På det usagte, på hinanden og på det som er.

Ved at skabe mellemrum i samtalen kan vi bevæge os væk fra en udveksling af styrende monologer og ud i et preverbalt rum, hvor vi sammen holder døren åben for et større potentiale. Uden ordene giver vi automatiske slip på de præfabrikerede (og ofte forudsigelige) udvekslinger.

Når vi ikke har ordene at støtte os til, får vi adgang til et større sanseapparat. I normale samtaler kan vi nemt blive opslugt at hele tiden at skulle formulere os, svare på spørgsmål og forholde os.

Det kan være energikrævende, og jeg oplever derfor ofte at mine kunder får et større overskud i den fælles stilhed. Med dette overskud opstår der også en helt naturlig nysgerrighed. Men som sprogforskningen viser, er det ikke kulturelt naturligt for os at opleve stilhed i vores samtaler. Den spontane tavshed kan åbne for fortolkninger, fx om hvilke skjulte tanker og hensigter den anden har. Derfor er det vigtigt, at stilheden bliver introduceret og faciliteret korrekt.

Når den fælles stilhed er bevidst og aftalt på rette vis, opleves den ikke negativt. Det er omvendt min erfaring at den skaber en ligeværdig og respektfuld samhørighed. Det giver et trygt og åbent mellemrum, hvor vi giver vi plads til nysgerrigheden.

Vekselvirkningen mellem tale og stilhed bør selvfølgelig tilpasses den samtale og kontekst, vi befinder os i.”

Bogen “De udenforstående – om kunsten at få alle i tale” udkom i 2017 på Jurist- og Økonomforbundets Forlag.