Ordnani skader demokratiet – stilhed giver velfærd

Jeg er booket til at give mandat til stilheden på årets folkemøde. Og nu står jeg her. Omringet af balloner, bornholmere og berusede politikere.

Selvom jeg næsten er ved at spise min mikrofon, kan jeg ikke komme tæt nok på til at overdøve larmen fra havnen. Jeg kigger til venstre og ser en gruppe mennesker, der læner sig op af et rækværk. De lytter dovent til mig.

Der er ingen loyalitet og endnu mindre tålmodighed hos “mit” publikum. Jeg taler om stilhed. Men mine ord bidrager blot til det støjende cirkus.

Lige indtil.

Stilhed.

Ja, lige indtil jeg standser min ordstrøm.

I det sekund sker der noget. Folk omkring mig holder vejret. Deres pupiller udvider sig. De er tilstede. Lyttende.

For hvad …

… hvad siger jeg efter stilheden?

Jeg siger, at vi taler med cirka 150 ord i minutter, og at det bliver til 9000 støjende ord i timen, hvilket svarer til 22 tætskrevne A4-sider. At vores hjerner ikke kan håndtere så mange input. Og at det derfor er useriøst at holde møder uden mellemrum.

De lytter.

Jeg holder endnu en pause. Længe.

De lytter endnu mere intenst.

Jeg fortæller om hygge-ordnanisten, der elsker sin egen stemme. Magt-ordnanisten som ofte er politiker. Og tvangs-ordnanisten som bare ikke kan stoppe sig selv. Jeg anbefaler, at ordstyrere skaber plads til stilheden. Bare 10 sekunders stilhed i de politiske debatter ville gøre en verden til forskel.

Og så er mit indlæg slut. Publikum kommer hen til mig. De HØRTE hvert et ord. Midt i larmen.

Men her kommer jeg så til min sørgelige aha-oplevelse.

Demokratiet drukner i støj

For efterfølgende oplever jeg debatter med kloge, velmenende og dygtige mennesker. Politikere og eksperter med masser på hjerte. Og moderatorer som selv afbryder for at lufte deres tanker.

På et tidspunkt hører jeg en finans-ekspert som opremser den ene vigtige pointe efter den anden. Detalje på detalje. Uden stopklods. Og efter nogle minutter holder jeg op med at lytte efter.

Mine øjne og tanker flakker. Ligesom de har gjort til de mange møder og konferencer, jeg har været til.

Hvor er det dog synd for dem, tænker jeg. De er kommet helt til Bornholm for at blive hørt. For at give deres stemme til kende i vores demokratiske samfund. Men hvor meget forskel gør de, hvis ingen lytter?

Havde de dog bare stoppet op en gang imellem. Holdt et øjebliks stilhed. Sikret sig at vi alle var til stede. Så ville de have gjort deres arbejde.

Stilhed giver velfærd

Vi står foran kæmpe udfordringer. Vi har brug for total nytænkning, disruption eller kald det, hvad du vil.

Derfor har vi ikke råd til at samles til (folke)møder og konferencer, hvor vi blot druknes i overflødige ord.

Vi må skære ind til benet. Skære støjen fra. Og virkelig lytte.

Det hjælper ikke at råbe højere i mikrofonen. Tværtimod må vi være stille. Sammen.

Dette gælder også i organisationer, der kræver innovation og effektivitet. Der er mange gevinster at hente, hvis vi udfordrer talens magt og giver plads til stilheden. Måske endda gevinster vi ikke kan sætte ord på i dag.

Historiens største tænkere har længe hyldet stilheden. Og lad mig slutte med Wittgensteins berømte ord om stilhed:

“What we cannot speak about, we must pass over in silence”

Ja, dine kommentarer gør en forskel. Ellers er det jo bare en monolog. Og hvis indlægget gav dig noget, vil det betyde meget, at du deler på Facebook, LinkedIn etc. Tak.